Leg, tryghed og Fælleskab
I SFO’en er der plads til både leg, læring og fællesskab!
Vi har ca. 240 børn fra både den danske (0.–3. klasse) og den internationale afdeling (Year 1–4), og et engageret team af pædagoger, som hver er tilknyttet en klasse. Det betyder, at vi kender børnene godt og følger deres trivsel både i skole og i SFO.
Vores samlingssted er “Blæksprutten”, hvor der hygges, spilles spil og serveres frugt om eftermiddagen. Herfra spreder vi os ud i skolens lokaler og på de dejlige udearealer.
I hverdagen tilbyder vi en bred vifte af aktiviteter – lige fra kreative projekter og musik til rollespil, sport og byggelege. Vi lægger vægt på, at der er noget for alle, og at børnene får mulighed for at udfolde sig på mange forskellige måder.
Susanne Duun, Leder af SFO’en
-
Når dit barn bliver indskrevet i 0. klasse eller Year 1, kan det starte i Mini-SFO’en allerede fra 1. maj.
Her får børnene en blid og tryg overgang fra børnehave til skole i deres eget lokale, hvor to faste pædagoger står klar til at tage imod dem.I Mini-SFO’en lærer børnene både vores pædagoger, aktiviteter og de andre børn at kende, så skolestarten bliver nemmere og mere overskuelig.
Når sommerferien begynder, slutter Mini-SFO’en, og barnet bliver en del af den almindelige SFO – som har åbent hele dagen i ferien.
-
-
SFO’en er åben fra august til juni, og betalingen opkræves over 11 måneder.
Prisen er 1.940 kr. pr. måned
Søskende moderation er 373 kr om måneden.Der gives søskendemoderation for barn nr. 2 og 3 i SFO. Moderationen tildeles automatisk til søskende med samme bopælsadresse.
-
Er dit barn optaget i børnehaveklassen, er I garanteret en plads i skolens SFO, Labyrinten.
Ca. 1. maj starter de kommende børnehavebørn i mini-SFO.
Der udsendes nærmere information i marts/april forud for opstarten.
-
Hav altid et ekstra sæt tøj i SFO’en, og sørg for, at det passer til det danske vejr.
Husk at krydse jeres barn ud på touchskærmen i Tabulex, når I henter.
Giv os besked, hvis I ændrer adresse, telefonnummer eller andre kontaktoplysninger.
Meld altid sygdom eller fravær via Tabulex.
Har I spørgsmål, er I selvfølgelig altid meget velkomne til at kontakte os.
-
Morgen: 06:45 - 07:50
Eftermiddag: 12:45 - 17:00Obs. I skolernes ferier samt i MiniSFO-tiden har vi åbent alle hverdage fra kl. 06:45 - 17:00.
-
Hils på SFO’en personale her
-
Telefon: 46 30 46 19
E-mail: sfo@sktjosef.dkSusanne Duun (leder af SFO’en)
Telefon: 31 15 03 30
Hverdagen i SFO
I morgen-SFO’en serveres der ikke morgenmad. I stedet lægger vi vægt på en rolig og tryg start på dagen, inden undervisningen begynder. Når SFO’en lukker kl. 7.50, går børnene ud og får frisk luft, før skoledagen starter.
Primærpædagogen er med i klassen i 5. lektion, hvor børnene også bliver præsenteret for dagens aktiviteter. Vi har faste aktiviteter på bestemte ugedage.
Dagens aktiviteter begynder kl. 13.00, og børnene vælger selv, hvad de har lyst til at deltage i.
Kl. 14.30 tilbyder vi en lille snack, fx frugt, knækbrød eller lignende, som SFO’en sørger for.
Kl. 16.00 afsluttes de voksenstyrede aktiviteter, og herefter kan børnene lege frit inde eller ude – alt efter hvad de har lyst til.
Hvad laver vi?
I SFO’en tilbyder vi et bredt udvalg af aktiviteter året rundt. Det kan være rollespil, levende Stratego, band, kreative værksteder, byggeri, leg i dukkekrogen – og meget mere. Vi tager også udgangspunkt i børnenes egne idéer og ønsker, så de oplever medbestemmelse i hverdagen.
Vores aktiviteter er som udgangspunkt åbne i tidsrummet kl. 13.00–16.00, så der er god tid til både fordybelse og fri leg. Ved indgangen til 0. klasse hænger en infoskræm, hvor dagens aktiviteter fremgår.
Særligt for 3. klasse
I løbet af efteråret og foråret får 3. årgang tilbudt aktiviteter målrettet deres alder. Det kan for eksempel være ture til bowling, banko, bagekonkurrencer eller en tur til Ro’s Torv.
I april holder vi en afslutningsfest, hvor vi siger tak for tiden i SFO’en og markerer overgangen til næste kapitel.