Skt. Josefs Historie
Skt. Josefs Skole har en lang og traditionsrig historie, med dybe rødder i den Roskildedensiske klosterjord. Siden 1904 har skolen været baseret på et kristent-katolsk menneskesyn, hvor næstekærlighed og fællesskab er i fokus. Gennem mere end 120 år har dette skabt grundlag for en høj faglighed og en evig udvikling i takt med tiden, hvor mod på fornyelse forenes med respekt for historien.
-

1904 - Begyndelsen
Den 8. oktober begyndte undervisningen af de første tre elever, på den første katolske skole i Roskilde siden Reformationen. Skolen hed først Den Franske Skole og blev startet af katolske søstre fra den franske orden Les Filles de la Sagesse (Visdommens Døtre). Skolen holdt til i først Montfort huset og derefter i Villa Maria Louise, hvor børnehaven i dag har til huse.
-

1910 - Den første udvidelse
I sommeren 1910 kunne skolen fejre sin nye hovedbygning med klasseværelser, en gymnastiksal og en musiksal. Der var nu 40 elever. I 1911 fik skolen foræret en statue af den hellige Josef. Den fik plads i en niche i den nye hovedbygnings sydvendte mur, og den står der stadig den dag i dag. Skolen skiftede i den forbindelse navn til Skt. Josefs Skole
-

1924 - Pigeskole & Kostskole
I 1924 åbnede skolen en børnehave. Skt. Josefs Skole, der indtil da havde været en ren pigeskole, begyndte at optage drenge. Omtrent samtidig oprettes der en kostafdeling for både drenge og piger. Billedet viser skolens elever foran indgangen til den gamle hovedbygning. I døren ses lærerinde Gudrun Eriksen, der også var en kendt børnebogsforfatter.
-

1967 - Den store indsamling
Op gennem 1950’erne og 60’erne voksede elevantallet stødt, og man indså at en udvidelse af skolen ville blive en nødvendighed. For at skaffe penge til det store byggeprojekt engagerede børn og voksne sig på kreativ vis i diverse indsamlinger. I 1967 blev der fx. afholdt “Lop 67” med optog, loppetorv og tombola. På billedet ses elever i optog året efter, hvor arrangementet fik navnet “Byg 68”.
-

1971 - Den nye fagbygning
Da den nye fagbygning stod færdig i januar 1971, var det resultatet af mange års indsamling og politisk tovtrækkeri. Bygningen på 3600 m2 kom foruden klasselokaler til at indeholde et sløjd- og metalsløjdlokale, sproglaboratorier, skolekøkken, en et-værelses lejlighed, hvor eleverne kunne øve sig i husholdning og to store beskyttelsesrum i kælderen, som loven foreskrev det under den kolde krig.
-

1963 - Montesori pædagogikken
Skolen indførte i 1963 den specielle undervisningspædagogik Montesorimetoden i børnehaveklassen og senere helt op til 7. klasse. Det pædagogiske system blev et særkende på Skt. Josefs Skole i mere end tre årtier. Systemet sætter fokus på børns forskellighed og behovet for en individuel tilpasning af undervisningen, hvor børnene skal udvikle sig i frihed uden tvang eller straf.
-

2012 - Den internationale skole åbner
I 2012 kunne Skt. Josefs Skole indvie sin internationale afdeling under Cambridge International School. Hermed blev skolen Sjællands første certificerede internationale grundskole uden for Københavnsområdet. Afdelingen begyndte med 15 elever. I dag har skolen rundet de 230 elever. På billedet ses daværende borgmester Joy Mogensen.
-

2018 - Prins Joakim på besøg
Naturvidenskabsfestivalen 2018 blev fejret med et stort arrangement, hvor H.K.H. Prins Joachim deltog. Temaet var ”Den yderste grænse”, og eleverne præsenterede eksperimenter og projekter. Prinsen roste skolens stærke science-kultur og samarbejde med andre skoler. Festivalen blev arrangeret af Astra, som også står bag konkurrencen ”Unge Forskere”, hvor skolen har markeret sig gennem årene.
-

1924 - Ny skolegård indvies
Der var højt humør blandt børn og voksne, da skoleleder Martin Kofoed d. 12. august kunne klippe snoren til Skt Josefs Skoles nye skolegård.
Efter en årelang indsats fra især viceskoleleder Kevin Goggins og serviceleder Jes Troelsen, indput og støtte fra såvel forældrekreds, lærere samt pædagoger kunne resultatet endelig fejres og tages i brug: En zoneinddelt, inspirerende og tidssvarende legeplads, med rum til både fordybelse og fysisk leg.
“Skolens formaal er at opdrage Børnene til gode Kristne og nyttige Mennesker af Samfundet. Lærerinderne har frem for alt der Opmærksomhed henvendt paa Opdragelsen; uden at anvende Strenghed, men med Blidhed og Kærlighed, beflitter de sig paa at indprente deres Elever moralske Grundsætninger, udvikle deres Dømmekraft, samt vække Følelsen af det gode og Kærligheden til Dyden i deres Hjerter ”
— Uddrag af formål ca. 1930
En historisk gennemgang
-
1904: Den Franske Skole åbner den 8. oktober, grundlagt af franske nonner fra Montfortanerordenen.
Skolen starter med tre elever og vokser hurtigt.
1910: Hovedbygningen bliver indviet.
1920: Skolen har nu otte klasser og 104 elever – kun piger, primært protestanter.
-
1924: Skolen begynder at optage drenge og opretter kostskole.
1926: Gymnastiksalen bliver indviet med teaterscene.
Nonnerne underviser indtil 1960’erne, let genkendelige i deres ordensdragt.
-
1948: Skolen bliver eksamensberettiget og kan afholde realeksamen.
1965: Skolen bliver selvejende og kan få statstilskud.
1971: Ny fagfløj bliver bygget efter stort indsamlingsarbejde.
1970'erne: Svømmehal og skolebibliotek bliver tilføjet.
-
1983: Ny idrætshal bliver indviet.
2004: Skolen fejrer 100-års jubilæum med 600 elever.
2007-2011: Nye fløje med kantine og klasselokaler erstatter den gamle svømmehal.
2010-2011: To nye undervisningsfløje står klar.
-
I 2012 åbnede Skt. Josefs Skole den internationale afdeling som svar på en voksende efterspørgsel i Roskilde, hvor flere internationale virksomheder, videregående uddannelser og hjemvendte udlandsdanskere skabte behov for et engelsksproget skoletilbud. Afdelingen startede med tretten elever og fire lærere, samlet i ét klasselokale på tværs af alderstrin. Siden da er den vokset markant: i dag rummer den internationale afdeling omkring 200 elever fra over fyrre lande fordelt på seks kontinenter og undervisningen foregår i elleve klasser fra Year 1 til Year 11 med cirka tyve lærere.
Det, der gør os til en international skole, er først og fremmest, at alle fag undervises på engelsk efter Cambridge International Curriculum – verdens største udbyder af international uddannelse. Vores skolefællesskab er præget af mange nationaliteter og kulturer, og vores lærere kommer ligeledes fra hele verden og bringer værdifuld international erfaring med sig.
Sammen med den danske afdeling udgør vi én skole: med en stolt historie, et stærkt fællesskab og et lyst fremtidsperspektiv.
-
2014: Skolen har over 800 elever og fejrer 110-års jubilæum.
2018: Prins Joachim besøger skolens Naturvidenskabsfestival.
2019: International afdeling når 200 elever, og børnehaven vender tilbage efter 50 års adskillelse.
-
2024
Skolen fejrer sin 120-års fødselsdag med indvielsen af en helt ny skolegård. Cepos offentliggør en undersøgelse, der viser, at Skt. Josefs Skole ligger blandt de 7 % bedste i Danmark, når det gælder undervisningseffekt.
2025
Skolen får et nyt, opdateret logo. Et rekordstort beløb på 113.354 kr. indsamles og overrækkes til hjælpeorganisationen Caritas. Tre dygtige piger fra Skt. Josefs Skole løber med hovedpræmien i den landsdækkende naturfaglige konkurrence Unge Forskere, og den nye Solgård – et udeområde til eleverne i 7.–9. klasse – indvies.